Logen Merlin

At være medlem af en Druide Loge – At være loge broder – at være klædt i smoking eller kjolesæt til mødeaftener, det står for mange borgere som noget højtravende, finkulturelt og mystisk, der sikkert også er både trist og kedeligt, måske endda lidt halvkriminelt.Disse fordomme beror som så mange andre fordomme på manglende viden. For at skaffe den fornødne viden og det rette overblik, må man kende emnets ”rødder”.

Druide Logens ritualer tager udgangspunkt i nogle af de tidligste beretninger om menneskelig kultur, Keltere, som stammer fra Indien.  3-2000 år f.Kr. var der her opstået en præstekultur, som havde erhvervet betydelig viden og indsigt, ikke mindst på lægekunstens område. Denne præstekulturs ledere kaldtes ”Druider”. Desværre findes der ikke historisk materiale om Druidernes liv og færden.

Det keltiske folk var mere en sproglig gruppe end en etnisk. Mellem 700 og 600 f.Kr. begyndte store keltiske vandringer fra øst indover det europæiske fastland og i de følgende århundrede videre mod England, Irland, Italien, Frankrig og Spanien. Druiderne havde stor magt over folket, selvom de ikke bar våben. Magten tilegnede de sig gennem store kundskaber på en række områder. Man mener, at de havde et skriftsprog, men alle kundskaber blev overført mundtligt til aspirerende Druider gennem meget lange læreperioder. Intet blev nedskrevet. Derfor har der gennem alle tider været meget mystik forbundet med druiderne.

Efter årtusinders glemsel genfindes Druiderne af Julius Cæsars legionærer  (100-44 f.Kr.), da de med magt underlagde sig store dele af Europa. Romerne var bekendt med Druide navnet og dens indiske præstekultur, men det forbavsede dem, at finde den samme præstekultur og med samme druidekultur hos det keltiske folk. Studier om Druiderne er bl. A. nedskrevet af den romerske videnskabsmand Gajus Plinius den Ældre( 23-79 e.Kr.). Den grundlæggende viden om vore Druidiske aner stammer fra hans store værk ”Naturalis Historia”

Den anden gruppe af klassiske kilder kan henføres til den alexandrianske tradition, som var skrevet af græske lærde fra Alexandria i det sidste århundrede f.Kr. Kelterne forbandtes med Phytagoras og paralleller blev draget mellem druidiske præster, ægyptiske præster, indiske braminer og persisk magi. Romerske studier fandt, og sikkert med rette,  at kelterne var et indvandret folkeslag fra det asiatiske område, som havde medbragt druidekulturen, da de indvandrede til Europa ca. 2000 år f.Kr.

390 f.Kr. stod kelterne på højden af deres magt, da de erobrede Rom under det som romerne kaldte den galliske ”rædsel”, de kaldte nemlig kelterne for gallere. Romerne måtte betale ”løsepenge” for at få kelterne ud af byen. Kelterne var på dette tidspunkt militært overlegne da deres ”militære produktudvikling” var forud for modstanderne, da de kunne nemlig lave jern af jernmalm.

I de følgende to århundrede blev kelterne slået tilbage til Nordfrankrig af både romerne i Italien  og kartagerne i Spanien. Druidernes magtposition blev aldrig genoprettet, men selve druidernes lære har overlevet efter druidernes undergang i oldtiden. Omkring år 100 f.Kr. var Gallien det eneste område tilbage, samt nogle områder i England og Irland. På grund af Druidernes viden og åndelige magt, blev de betragtet som en trussel mod Romerrigets anseelse og position, derfor blev de forfulgt og tilintetgjort af de romerske legionærer. Deres sidste tilholdssted var øen Mona ud for kysten af Wales. Her blev de nedkæmpet i år 61 e.Kr.

Fra græske og romerske kilder omtales kimbrernes bevægelser i Europa og med kimbrernes udgangspunkt bl.a. i Jylland har vi forbindelse til den danske del af kelternes historie. Af betydelige fund fra denne periode skal der nævnes tre, som har tilknytning til den keltiske kultur. Fundet i Vestjylland af Dejbjerg vognene, Borremose landsbyen og det berømte Gundestrupkar. Det betragtes  som et meget vigtigt fund, om ikke det vigtigste, fra kelternes kulturhistorie. Gundestrupkarrets relieffer er studeret af talrige forskere, og der har aldrig været tvivl om karrets keltiske oprindelse. Det stammer fra La Tene  nær Neuchatel søen i Schweiz, perioden var fra  ca. 450-50 f. Kr. Dets relieffer afslører en sælsom billedverden af guder og gudinder sammenfattet i hellenistiske og etruskiske forbilleder, med orientalsk indflydelse. Karret er fremstillet af sølv og med sin vægt på 8,8 kg en stor kostbarhed. Det kan ses på nationalmuseet. Det store forskningsarbejde er gjort af afdøde arkæolog Ole Klindt Jensen, Moesgaard, hvor man også kan se en smuk kopi.

Da kristendommen kom til at dominere de keltiske områder 500-600 e.Kr. forsvandt Druiderne i hvert fald af navn, man mener dog at de overlevede som en social gruppe eller klasse, selv efter denne periode. Andre forskere mener, at druiderne var de første der blev rekrutteret til det kristne præsteskab, det var kun titlen der var ændret.

I 1511 genoptryktes Cæsars ”Commentari Debello Gallico” i Venedig. Det var i disse værker, at druiderne blev genopdaget af den ikke-keltiske verden. Druiderne blev respektable historiske figurer især i Frankrig. Bretagne var blevet besejret i et slag mod Frankrig i 1488 ved Saint Aubin du Cornier og i 1532 fik Bretagne status som provins under den franske stat. Den franske entiusme for den keltiske afstamning var et politisk bedrag for at skabe en fælles historie med Bretagne og retfærdiggøre det franske overherredømme. I Frankrig opstod der en stor flora af bøger som handlede om de fortidige keltere på fastlandet (Gallien). De fleste af disse bøger brugte en kilde, der efter sigende var skrevet af den babyloniske præst Berossus. Den var en forfalskning, skrevet af Annius Vitrebo i 1498. Entusiasmen for kelterne aftog dog ikke, men fortsatte ind i 1600 tallet. I 1623 publicerede doktor Jean Gueenebault et værk, i hvilket han hævdede at have opdaget en grav i sin have med resterne af en ærkedruide. Dette blev frøet til den moderne romantiske forestilling om Druiderne.

I 1600 tallet begyndte disse nye romantiske forestillinger at dukke op i England. Det ældst kendte værk er fra 1618, skrevet af John Fletcher, med titlen ”Bonduca” (forvansket form af Boudica). Seks år senere hævdede Edmond Bolton at ”Bonduca” havde bygget Stonehenge som et monument over sig selv. Henry Rowlands blev en nøglefigur som skaberen af den moderne romantiske opfattelse af Druiderne. Han skrev ”Mona Antiqus Restaurata”  i 1723, i hvilken han påstod, at Druiderne var efterkommere af Noah.

Stonehenge har på mange måder har været knyttet til Druidernes historie På et tidspunkt var det romere og gale vikinger der blev nævnt som bygherrer. William Stuckley skrev ”Stonehenge, a temple restored to the British druids” i 1740 og hans bog er stadigvæk flertallets mening om Stonehenge og Druider. Han mente at Druiderne tilbad en stor slange ved navn Dracontia og at de nedstammede fra Abraham. For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Stonehenge blev konstrueret ca. 3500 år f. Kr.
Altså længe før Druiderne kom til England.

Sideløbende med beretningerne om kelterne bør nævnes Druiden Merlin og hans tilknytning til Kong Arthurs Hof og myten om ridderne om det runde bord, og de forbindelser man mener, der er til Stonehenge.

Den moderne Druide Orden blev stiftet den 28.11.1781 på tavernen ”Old King’s Arms” i Poland Street,  af snedkeren Henry Hurle, og har siden bredt sig til store dele af kloden. Da en af brødrene døde, vedtog brødrene, at overtage dennes forsørgerpligt. Sådan blev broderhjælpens principper slået fast som det bærende i moderne Ordensarbejde. Denne ide vandt stor genklang og loger oprettedes i stort tempo. I 1833 blev ordenen reorganiseret og delt i AOD (kultisk Loge) og UAOD (social Loge), som blev vor Loge. Formålet var nu rent filantropisk, upolitisk og ikke religiøs.

Der har været mange forskellige Druideloger, der findes loger grundlagt af John Toland i 1717, der er religiøse, der dyrker græske og romerske guder, Wicca religiøse der er heksedyrkere, satanister, fundamentalister, magikere, shamaister, spiritister, soldyrkere og healere, samt andre former for nyreligiøse bevægelser, der især dyrker førkristne religioner, såsom asadyrkere i Sverige. Der er utrolig mange nye bevægelser, der er opstået i de senere år og de forbinder sig næsten alle til en eller anden form for Druidisme. Derfor er det her på sin plads, endnu en gang at slå fast, at vor loge er en ikke religiøs, ikke politisk organisation, der tager afstand fra alle disse polyteistiske strømninger.

Den danske gren blev startet i København 27. august 1921, med det officielle navn: Den forenede gamle Druide Orden i Danmark. Den fik navnet Logen Gral og er hjemmehørende i Søborg på Druidegaarden. Den første loge i provinsen var Concordia,  Odense. I Jylland var det Jothar Århus.

Som Brødre i Druide Ordenen kan optages alle mænd over 25 år der har ordnede forhold. Der skeles ikke til hudfarve, politiske eller religiøse forhold.

Uden at kappe forbindelsen til vore rødder, gør vi i Druide Ordenen store bestræbelser for at tilpasse logelivet til det moderne samfund, og dermed også større åbenhed, om hvad vi foretager os til vore møder. Som led i ritualet ifører hver broder sig et regalie (en slags vest) med den farve, der passer til hans anciennitet i Ordenen. Efter at have afgivet løseord, får han adgang til Ordenens helligste rum, kaldet ”Lunden”. En logeaftens forløb er fastlagt af et ældgammelt ritual (vore rødder).

Der er ikke noget mærkeligt i, at et møde styres efter et bestemt ritual. Tænk blot på en gudstjeneste i folkekirken. Det at sige løseord betragtes som at fremvise billet eller medlemskort ved indgangsdøren.

En loge aftens indhold er lige så bredt favnende som den enkelte broders ønsker, idet det står den enkelte broder frit for at tage ordet for et indlæg. Det er med til at gøre en logeaften spændende og inspirerende og på den måde med til at udvide den enkelte broders horisont. Det dæmpede lys, den varme rolige atmosfære gør, at de fleste, efter en logeaften, går hjem genopladet og afstresset, og har dermed fået tilført ny energi til mødet med hverdagens problemer.

I en folder, der udleveres til interesserede kommende brødre, og hvis indhold bedes behandlet fortroligt, står der bl. a. følgende citat:

”Du skal ikke finde nogen mystik inden for Ordenen. At Ordenen er et hemmeligt samfund betyder blot det selvfølgelige – at alt, hvad du hører blandt Ordensbrødrene, ikke må bringes videre”.

Det ideelle antal brødre i en loge er 40-60. Hvis antallet af brødre er for stor, kan der opstå kliker, og det nære forhold mellem brødrene har dermed ikke de rette betingelser. Logen Merlin vil gerne have flere brødre. Helt konkret vil vi gerne have 10 nye brødre i de næste år.

________________________________________________________________________________  

Hold mig nogenlunde omgængelig

Bønskrift fra 1610

På bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke fandt man i året 1610 følgende:

”Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart gammel. – Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro,
at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag og ved enhver lejlighed.
Fri mig for trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.
Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.
Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud,
men du véd, Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.
Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hur tigt at komme til sagen.

Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de blive flere og flere,
og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.
Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.
Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage fejl af og til.
Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget svære at holde ud –
men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævelens mesterværker.
Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.
Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.”

________________________________________________________________________________

Druidernes historie

Ved verdenskongressen i IGLD i München havde Dietmar Vogel, Stor ÆÆ i Schleswig-Holstein et indlæg om Druidernes historie. Jeg har lånt dette af ham, fjernet det meste (da det er meget langt) og tilføjet meget andet.

Mange loger startede i begyndelsen af 1700 tallet, og 1717 må nok beregnes som år 0. John Toland stiftede ”The Druid Circle of the Universal Bond” på Primrose Hill i 1717. Han fik sin inspiration fra den britiske eventyrer og videnskabsmand, John Aubrey der skrev Monumenta Britannica, der blev offentliggjort i 1674.

Lægen William Stukeley (1687-1765), var hvad man på engelsk kalder "an antiquarian", - en oldkyndig ville vi sige på dansk. Stukeley var den første, der lavede brugbare opmålinger af Stonehenge. Resultatet af arbejdet blev fremlagt i bøgerne "Stonehenge, a Temple Restored to the British Druids" (1740) og "Avebury, a Temple of the British Druids" (1743). Som det tydeligt fremgår af titlerne, var det Stukeleys opfattelse, at begge anlæg var opført af druiderne.

Her bør man måske nævne Order Terra som blev startet af en frafalden druidebror i Århus der praler med at have mange medlemmer og et originalt manuskript fra 1717 som ingen har set.
I 1780’erne var der politiske og religiøse uroligheder. Optøjer førte til frygtelige overgreb, såsom 'Gordon Urolighederne'. I 1780 stod London i flammer. På den politiske scene, sad den stædige kong Georg den tredje og kabinettets dumhed forårsagede omfattende uvilje i de britisk-nordamerikanske kolonier, hvilket resulterede i væbnet modstand, hvorved USA blev uafhængig i 1782.
Der var mennesker, der foretrak at leve deres liv i fred og ro, med musik og harmoni. Nogle af disse herrer mødtes ofte i en pub kaldet »The King's Arms" i Poland Street i Londons Soho. De dannede et selskab, og de lejede et værelse fra pub ejeren, således at deres privatliv ville være sikret. De besluttede at give deres selskab et navn og indføre en adgangskode sammen med hemmelige tegn, som betød, at kun de indviede kunne skaffe sig adgang. Efter flere drøftelser foreslog Henry Hurle at de adopterede navnet ”Druidism”. De valgte en vagt for at holde fremmede ude. Og således blev bygherre og landinspektør Henry (Charles) Hurle anerkendt som stifter af den senere orden. På Old Kings Arms tavern er der opsat en plakette med teksten: ”Her blev Ancient Order of Druids stiftet den 28. november 1781”. Denne pub findes stadig i dag og jeg er sikker på, at alle brødre er rigtig hjertelig velkomne - da det i dag er et bøsseværtshus.
De første medlemmer af selskabet mødtes for at nyde musik, poesi, recitere vers og til at holde foredrag om pseudovidenskabelige og historiske emner. De var sandsynligvis mænd i højere erhverv, for eksempel læger, advokater og rige bønder. Men, da de oprindelige stiftere døde ændredes medlemskredsen. Niveauet af social status faldt.

Allerede i 1785, var møder og medlemskaber steget i en sådan grad, at nye loger blev grundlagt andre steder under navnet ”Grand Loge", og de hævdede, at alle rettigheder og privilegier tilhørte dem, samtidig oprettede de såkaldte ”Junior loger” som de opkrævede kontigent af.

Dette gav masser af problemer, og endelig i 1834 var der en stor kongres som varede tre dage. Mange af de større loger støttede "Grand Loge” princippet, men kongressen opløstes i uenighed. Mere end halvdelen, dem der gik ind for en sygdoms og begravelses fond besluttet at gå deres egne veje, hvilket resulterede i en adskillelse og oprettelse af  ”The United Ancient Order of Druids” - hvorfor? Det er der ingen der ved! Især når man tænker på, at de netop havde adskilt sig fra deres egen loge. En yderligere adskillelse af "Northern Lodges of the United Society” førte til oprettelsen af ”Sheffield Equalised Order of Druids”, selv om deres motto var ”Enhed, Fred og Harmoni”.

Statskontrollerede sygekasser blev oprettet af UAOD 15.1.1838. Den Engelske regering overtog selv socialforsorgen i 1948 hvilket har betydet tilbagegang for dem lige siden.

I mellemtiden blev moderloger under AOD etableret i udlandet. Så tidligt som i 1824 blev loger grundlagt i St. Johns, New Brunswick, British North America (senere Canada). Ti år senere blev yderligere to loger åbnet i New York, USA.

Gradvis steg antallet af amerikanske loger. Men den langsomme transport præsenterede et problem. På det tidspunkt var der kun sejlskibe, som brugte mindst seks uger for at krydse Atlanten. Forsinkelser i korrespondance, fremsendelse af ritualer osv. forårsagede irritation og besvær. Derfor blev alle amerikanske loger enige om et venskabeligt forhold til AOD og til at stifte det amerikanske UAOD i 1839. Nogen tid senere åbnede brødre fra New York loger i Californien og New Jersey. De etablerede loger for mænd og cirkler for kvinder. I 1849 blev Logerne nummereret efter alder og man brugte fremover ordet grove i stedet for lodge. I USA i 1900 tallet var der mange loger, der var præget af bestemte indvandrergrupper så møderne blev afholdt på tysk, engelsk, dansk, portugisisk, fransk, italiensk, norsk eller svensk.

Som følge af udvandring til Australien blev den første Druide Loge grundlagt i Melbourne i 1851. Desværre, ganske kort tid efter dette var der en Gold Rush, så næsten den samlede mandlige befolkning forsvandt. Derfor ophørte logen. Men en ny begyndelse blev sat i gang ti år senere. Loger blev etableret med tiden - disse udvidedes og spredtes. Problemer opstod gennem forsinkelser i transport da det tog tre måneder at nå til Australien, derfor besluttede de australske loger at indføre selvstyre. Druiderne oprettede sygekasser, og Druids er den dag i dag en velfungerende kasse.

I New Zealand kom 1. loge i Wellington, som oprettede mange ”primitive logdges”, der praktiserede en høj standard i deres ritualer. I New Zealand og Australien har man et mere afslappet forhold til logelivet: Påklædningen er mere skødesløs, der er kvindelige medlemmer og så spiller man kort. Desværre har man en meget høj gennemsnitsalder her. Kære brødre se på Sverige: 45,3 % af medlemmerne er under 40 år (gennemsnit 7,5 %)

De amerikanske Druide loger havde tiltrukket mange tyske indvandrere som medlemmer. Nogle af disse tyske indvandrere vendte hjem igen, og de indførte hurtigt loger i de fleste store byer. I Tyskland blev: ”Dodonia Hain No 1 von Preussen” oprettet den 15.12.1872. Det var derfra der opstod loger i udlandet. I Sverige blev logen ”Astra” i Malmø oprettet 10.6.1904 og i Danmark blev ”Logen Gral” oprettet i 27.8.1921 af digteren Sophus Michaelis. I Zürich i Schweiz kom 01.10.1912 ”Arnold Winkelried Loge” og derefter i Norge blev ”Logen Nordstjernen” oprettet i Oslo i 1939.

I håb om at forene alle de forskellige såkaldte ”United Orders”, indkaldte bror Heinrich Fricke SÆÆ fra Hamburg til en konference i Hull i 1906. De engelske og tyske UAODs var til stede og det amerikanske UAOD gav deres velsignelse. To år senere i 1908 blev en kongres afholdt i München, som endeligt tiltrådte de engelske og amerikanske UAODs. Bror Francis Askew fra England blev valgt som første Grand President.

Så tidligt som i 1933 blev enhver form for logearbejde i tyskland forbudt af nazisterne, hvor dette var i deres magt. Den 19. maj 1935 besluttede man selv at opløse alle loger af frygt for repræsalier. Brødre blev straffet strengt. Bror Hugo Wiese, der havde været "International Grand President” siden 1923, døde som følge af den behandling, han blev udsat for. I 1947 blev de tyske loger genetableret.

31-03-1971 (Paramarriobo) Surinam: ”Alleyne’s Wisdom Sanctuary No. 3001” blev oprettet af ”Manchester Order of Druids”. 1996/1998 grundlagde USA to druideloger.

10.02.1996 Logen Janus oprettes i Reykjavik på Island.

1999/2000 De første skridt tages til oprettelse af loger i Holland og Finland, som oprettede den 1. loge i Helsingfors den 10.02.2001

De yngre generationer er vokset op i fred og velstand. De kender ikke de afsavn som følge af  krig og sult. Derfor er det ikke overraskende, at forventninger om øjeblikkelig tilfredsstillelse er stigende, og derfor spreder holdningen, at "verden skylder mig et liv” sig. Målet i livet er at have så meget fritid som muligt med så lille indsats som muligt. Et blik på de kommercielle reklamer er tilstrækkeligt til at finde ud af, hvad der er 'in' eller hvad der er 'cool'. Hver gang handler om det om ”mig, mig, mig". Livet er presset, som en citron, indtil det eneste der er tilbage er en smagløs, nytteløs skræl. Den største trussel mod vores orden er ikke, at folk bliver ældre, er ikke klimaændringer. Den største trussel er den alt omsiggribende egoisme.

_____________________________________________________________________________


Vort folk, kender i dem?

De var kunstnere, filosoffer og intellktet blandt nordamerikas indianere.

Arapaho
Det var et samfund, hvor det enkelte medlem gjorde stort set, hvad der passede ham, og hvor mænd, der kaldes høvdinger, ikke beklædte dette embede ved arv, men i kraft af de øvriges anerkendelse. Der var ingen konge, hverken i den enkelte landsby eller i stammen som helhed – kun de ældres råd, hvortil enhver kriger, som havde vist god adfærd, kunne vælges. Det var et af de frieste samfund, verden har kendt, et virkeligt fællesskab uden kommunismens tvangsforanstaltninger, yderst tolerant uden overdrivelser i retning af løssluppenhed. Stammen Vort Folk talte som den eneste den vanskeligste af alle indianske sprog, ja, så vanskeligt var det, at ingen anden stamme undtagen den beslægtede Gros Ventres nogen sinde lærte at tale det. Ingen af de indianske stammer, Vort Folk kom i berøring med, kunne tale andet end deres eget sprog. Derfor fandtes et fælles tegnsprog, som ikke afhang af ord, men udtrykte visse fælles ideer og begreber, og dette velkendt af alle præriens indianere.

Vort Folk bestod af ca. 3300 medlemmer i 1780’erne. De fjendtlige stammer var langt større: ute 3600, comanche 3500, Pawnee 6000. Den berømte cheyenne talte  3500 sjæle, medens Dakota, også kaldet for siux, havde mange grene og omfattede måske 11000 i alt.

Selvom de forskellige stammer ofte var på krigsstien mod hinanden, var tabene beskedne, da det ikke var særligt vigtigt at slå en fjende ihjel, man vandt lige så stor hæder ved blot at have rørt sin fjende. Skalpering var ikke en indiansk opfindelse, men derimod noget de lærte senere af de hvide; skikken var indført hundrede år tidligere af franske og engelske militærchefer, der, når de skulle udbetaledusører, forlange bevis fra deres indianske lejesoldater for, at disse virkelig havde dræbt en fjende. Denne skik havde vundet indpas i de østlige stammer og langsomt bredt sig mod vest , hvor en del stammer, som for eksempel comanche, gjorde det til en betydelig del af deres ritualer.
Når et slag tog sin begyndelse, gik hver eneste raffineret krigslist, angriberne havde spekuleret ud, straks i vasken; sagen er, at i indiansk krigsførelse var hver eneste mand sin egen general, og selv den mindste underafdeling disponerede efter forgodtbefindende.

Halte Bæver 1747 - 1803
En stor leder, men aldrig høvding – han var nået til den overbevisning, at det i virkeligheden var lidet attråværdigt at være leder – noget, der egnede sig bedst for mænd af mindre format, mænd, der lod sig besnære af ydre glans. Han ville lade andre om at skryde af deres bedrifter, men selv ville han koncentrere sig om handling og ikke om at vinde ry…. han ville gøre, hvad der skulle gøres, og gøre det i stilhed.

Hans liv var fyldt af modige, kloge og omsorgsfulde handlinger og han døde i en høj alder af 56 år med den modigste af alle: i en kamp mod en pawnee stammen der havde taget en ung pige af Vort Folk til fange for at bruge hende til ofring, bandt han sig til pælen. Dette var den modigste af alle handlinger når man bandt sig til et træ for at kæmpe mod en overmagt, det var den sikre død. Han tilbragte natten i bøn og med at mindes sit livs store øjeblikke. Kort før daggry rykkede styrken frem efter planen og ventede derpå, mens Halte Bæverstillede sig på det sted, hvor fjendens angreb ville være voldsomst. Han hamrede pælen, som han havde medbragt, ned i jorden, og denne lyd alarmerede fjendens forposter. Der lød høje råb, og uden at afvente det planlagte begivenhedsforløb stormede angriberne frem mod landsbyens vestkant. Dermed var den planlagte angrebsplan som så ofte før gået totalt i vasken, og nu måtte hver enkelt føre kampen , så godt han kunne. Fjenden reagerede sådan, som man havde ventet, nemlig med et modangreb og fik da straks øje på Halte Bæver, der stod bundet til pælen med sit gevær klar til skud. Han skød dog ikke, selvom han blev angrebet af flere krigere, en drev en lanse ind i hans venstre skulder, derefter fik han et lettere sår i venstre ben, men skød stadig ikke – langt om længe viste fjendens høvding Oprørt Vand sig og i den tro, at Halte Bæver var hårdt såret, red han lige hen imod ham, hvorpå Halte Bæver tog omhyggeligt sigte og gav ild. Oprørt Vand tumlede ned fra sin hest. Han var død på stedet. Han nåede at lade igen og skyde endnu en høvding af lavere rang inden fjenden nåede at dræbe ham. Det sidste, han så på denne jord, var at hans første hest, den blakkede, jog i galop tværs over himlen.
Halte bæver døde ved slutningen af en epoke, den vigtigste, de vestlige indianere oplevede. I hans levetid var en forarmet flok nordindianere vandret mod syd, havde jaget bisonoksen til fods og af nødvendighed været begrænset til snævre områder. I deres nye hjem havde de skaffet sig heste og geværer, og de havde udviklet en næsten løssluppen, dynamisk livsform under bevarelse af fortidens gode skikke, samtidig med at man antog de nye, som udviklingen gjorde mulige og nødvendige.

Vort folk og Cheyenne-stammen! Så få i antal, men alligevel så stærke! Tilsammen talte de aldrig mere end knap syv tusind, hvilket betød, at der ikke kan have været meget mere end tre tusind af hankøn. Mange af dem var ifølge sagens natur gamle, og endnu flere var mindreårige. Følgelig kan der ikke have været mere end højest tusind krigere.

Har der i Amerika nogen sinde været nogen anden gruppe på tusind mennesker, der har sat sig så dybe spor i nationens billede? Disse høje, brune mænd, der var som svejset med deres heste, modige i kamp og retfærdige i fred, red over prærierne og blev et uforglemmeligt element i landets historie. Vort Folks sædvaner og skikke var blandt de smukkeste, Amerikas indianere udviklede, og deres holdning den ædleste og fornemste.

Der er dog også sorte sider i de indianske sædvaner, en side, som indianervenner gerne har villet glemme og benægte. En enke efter en kriger blev berøvet alt: gamle enker, der ikke havde en mand til at sørge for sig, var ikke til nytte, og stammen ville ikke have besværet med at tage sig af dem.

Historisk set: en stor stamme af indianer levede i nogle århundreder i Rocky Mountains. På et tidspunkt delte den sig i to, den mest eventyrlystne drog til Mexico, hvor den udviklede den blændende aztekiske kultur, mens den mindre eventyrlystne halvdel blev tilbage og udviklede sig til en af de fattigste indianske stammer, vi kender – den levede af rødder og var kun lige i stand til at opretholde en civilisation. Vi kan være sikre på, at de to grupper på et vist tidspunkt havde lige store chancer, for de talte samme sprog og må have været del af samme stamme: de højt begavede azteker i Mexico og de dystre Ute-indianere i Colorado.
Også i Californien blev to grene af samme stamme stillet over for et skæbnesvangert valg. Den ene drejede nogle kilometer mod øst og fandt en vej med rigdomme og muligheder for ubesværet liv hele vejen ned til Peru, hvor den skabte den vældige Inca-civilisation, medens den anden drog nogle kilometer mod vest og blev hængende ligesom i  en slags fangenskab på den golde og tørre halvø Baja California, hvor dens medlemmer fristede den usleste tilværelse, mennesker har oplevet, og end ikke var i stand til at udvikle noget, som blot tilnærmelsesvis kunne kaldes civilisation.

________________________________________________________________________________

 

Til toppen af siden